Arma Danias oversigt over danske reglementerede militære blankvåben
Af Kay W. Petersen
 
 
Hvad er et reglementeret militærvåben?
 
Arma Danias tidslinier med oversigt over danske militærvåben omfatter de såkaldt reglementerede håndvåben, der har været anvendt i den dansk-norske hær og flåde. Det betyder ikke, at disse våben altid er fremstillet her i landet. Tit er enkeltdele eller hele våben fremstillet i udlandet efter danske specifikationer, og erobrede våben er blevet brugt som danske modeller.
 
I princippet er et reglementeret våben et, hvis udformning er blevet foreslået af en militær myndighed og godkendt, i enevældens tid af kongen, senere af en dertil bemyndiget instans. Der foreligger altså et modeleksemplar forsynet med et godkendelsessegl og en såkaldt approbationsskrivelse, som meddeler, hvem våbnet er beregnet til, og tillader indkøb af et passende antal efter nærmere bevilling. Det lyder jo nemt nok, og er det også, når vi taler om perioden fra omkring midten af 1700-tallet og fremefter, for der har vi både modelvåbnet og de dertil hørende godkendelser og kontrakter. Vanskeligere er det med våben fra 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. For nogle relativt få's vedkommende, kan man finde en approbationsskrivelse eller en kontrakt, ellers kan man blot se, at der har eksisteret et vist antal ens våben, og eventuelt genkende dem på de ret uklare benævnelser, der bruges om dem i tøjhusregnskaberne.
 
 
Forholdet mellem skydevåben og blankvåben
 
I den periode vi har med at gøre, tiden fra omkring 1600 til idag, har betydningen af de to væsentlige våbentyper, skydevåbnene og blankvåbnene, forskudt sig afgørende. I begyndelsen af perioden er blankvåbnene i form af piker, hellebarder, kårder og sabler hovedbevæbningen for hærene. Skydevåben i form af luntemusketter eller hjullåsbøsser anvendtes selvfølgelig også, men betjeningen af dem var besværlig og frem for alt tog det at lade dem lang tid. Derfor kunne de kun bruges når de var beskyttet af fodfolk med stagevåben og kårder. Men efterhånden som skydevåbnene blev forbedrede med indførelsen af flintlåsen og man udviklede bajonetter, så skytterne kunne beskytte sig selv mod f. eks. rytterangreb også mens der blev ladet, blev stagevåbnene overflødige, og i løbet af 1700-tallet svandt blankvåbnenes betydning ind og hovedvægten gled over på gevær og bajonet. Fra omkring 1750 er fodfolkets menige kun udstyret med en lille, temmelig nytteløs sabel, som i mange hære efterhånden blev afskaffet for så at dukke op igen under Napoleonskrigene, vel mest fordi en soldat da altid havde gået med et sidevåben. I løbet af 1800-tallet udvikledes skydevåbnene yderligere med indførelsen af perkussionslåsen og siden bagladegeværet med enhedspatronen og til slut automatvåbnene. Og dermed havde blankvåbnene, bortset fra bajonetten og kampkniven, udspillet deres rolle og er nu kun ceremoniel pynt til parader og nytårskur.
 
Rytteriet, derimod, havde stadig kården eller sablen som det effektive hovedvåben, da ladning og skydning fra en hest i bevægelse ikke udmærker sig ved hverken hurtighed eller præcision. Derfor udvikledes rytternes blankvåben stadig op gennem 1800-tallet indtil maskingeværer gjorde selve rytteriet uanvendeligt i kamp.
 
 
Hvorfor ser blankvåbenlisten ud som den gør?
 
Hele ideen med en ensartet bevæbning af større militære enheder opstår først med indførelsen af stående enheder af udskrevne nationale værnepligtige eller individuelt hvervede professionelle soldater fra begyndelsen af 1600-tallet, til erstatning for de landsknægthære, man tidligere havde lejet, når det trak op til krig.
 
I Danmark-Norge ser vi en begyndelse til denne udvikling med Christian 4.´s indkøb af  en større mængde nogenlunde ensartede sabler, de såkaldte tessakker, til den norske bondemilits omkring 1605. Rigtig fart tager denne udvikling omkring indførelse af enevælden i 1660, hvor man får en egentlig stående hær med regimenter som Livgarden til Fods, der blev oprettet i 1658, fulgt af en række infanteri- og rytterregimenter. Til at begynde med kan vi se, at hvert regiment skulle søge om at få eller selv af sine bevillinger indkøbe de våben, det skulle bruge. Det betød, at de forskellige regimenter havde forskellig bevæbning, selv om den nok var ensartet indenfor hvert regiment.
 
I lang tid har danske våbensamlere benyttet den inddeling af blankvåbnene, som Otto Smith efter sin død fik publiceret i Vaabenhistoriske Aarbøger bind 2 i 1938. Det var et fremragende pionerarbejde, som bl.a. tjente til at få en oversigt over de store mængder af våben, man stod med på Tøjhusmuseet. Men som med alle pionerarbejder må man regne med, at der kommer korrektioner efterhånden som man får gravet sig længere ned i materialet. I anledning af udgivelsen af Kai Søren Nielsens bog Danske Blankvåben i 1978, som næsten slavisk følger Otto Smith, skrev Finn Askgaard i Vaabenhistoriske Aarbøger bd. 25, 1979 afhandlingen Danske blankvåben på Frederik IVs tid, hvor han påviser, hvor lidt vi egentlig ved om tiden frem til midten af 1700-tallet, og hvor meget der mangler at blive gravet frem af arkiverne i form af Tøjhusregnskaber, registre over kongelige ordrer osv.
 
Askgaards opsang til sine kolleger førte nu ikke til den helt store indsats i Rigsarkivet, men efter sin pensionering har den tidligere leder af Bornholms Museum og Gammel Estrup, Henrik Vensild, taget udfordringen op og har arbejdet sig igennem Tøjhusregnskaber med videre fra 1660 og fremefter. Det har, sammen med en lang række besøg i magasinerne på norske, svenske og danske museer bragt en række interessante våben frem i lyset og ændret vores syn på mange af de såkaldt sikre modeller fra den tidlige periode (se Henrik Vensild: Nye våben til Norge i årene omkring 1700 i Norsk Våpenhistorisk Selskaps Årbok 2006 s. 7 – 89).
 
Disse nye oplysninger er naturligvis blevet brugt i Arma Dania listen, men ny viden rejser også nye spørgsmål, bl.a. til soldaterkården ”model 1701”, der har været et fikspunkt for os våbensamlere. Vi ved, at vi skal helt op til tiden omkring år 1700, før vi ser en anskaffelse af et stort antal ens våben til bevæbning af en hel gruppe regimenter, da den såkaldte model 1701 soldaterkårde indføres ved alle de nationale regimenter bestående af udskrevne bønder. Men selv med denne kårde viser det sig, at vi ikke ved, hvornår den blev godkendt, om det var i slutningen af Christian 5.´s regeringstid eller i begyndelsen af Frederik 4.´s, vi ved kun, at der blev bestilt et stort antal i 1701. Usikkerheden om, hvad der blev anskaffet hvornår, fortsætter for mange våbens vedkommende op til 1750-erne.
 
I flåden er usikkerheden om, hvilke mandskabsvåben der blev anskaffet på et givet tidspunkt, endnu større, bl.a. fordi flådens menigvåben ikke blev brugt til daglig som i hæren, men tilhørte skibenes udrustning, og derfor ikke var underkastet de modeluner, som til en vis grad styrede hærens bevæbning. Med flådens våben skal vi helt op til 1802, før vi kan sætte et modelår på en skibshuggert. Vi kan ganske vist se af tøjhusregnskaberne, at der blev indkøbt skibssabler og af en række sværdfegere reparerede og istandsatte brugte marinevåben, men da englænderne tømte Holmen for alt udstyr, inklusive huggerter, har vi meget lidt tilbage fra før 1807.
  
 
Officersvåben
 
Officererne skulle selv købe deres våben. Det betød, at hver officer stort set gik med det sidevåben, der passede ham. Fra statens side blev der gjort nogle spagfærdige forsøg på at ensarte officerernes våben med indførelsen af kården for officerer af fodfolket model 1765, officerssablen model 1836 og officerskården model 1837, men vi skal helt op til 1858, før det lykkes at få et flertal af officererne til at gå med den samme sabel. Kun officererne ved de to livgarder, til fods og til hest, og ved landkadetakademiet brugte egentlig reglementerede sidevåben, nemlig de sølvfæstede våben, som staten stillede til deres rådighed. Sandsynligvis har også officererne ved de nationale rytterregimenter brugt den smukke pallask model 1780 med deres regiments landskabsvåben på fæstet.
 
For søofficerernes vedkommende kender vi en række ret ensartede officerspallasker fra første halvdel af 1700-tallet, men den første approberede sabel vi kender til indføres først i 1840 og 1849, og det er den sidste model, der stadig bruges.
 
De officielt autoriserede officersvåben og de mest udbredte typer af de private våben er medtaget i Blankvåbenlisten, men det er ikke muligt at medtage de utallige individuelle kårder og sabler.
 
Beslægtede artikler:

Lidt om Officerssabel M1950, Kay W. Petersen

En grundlæggende indføring i blankvåben, Kay W. Petersen

Kårder for Livgarden til Hest 1684 - 1710, Kay W. Petersen

 
Automatvåben Bajonetter Blankvåben Geværer Granater Patroner Pistoler Mærker & Gradstegn