Lidt om blankvåben

For den som ikke ved så meget om dem

Table Of Contents

Lidt om blankvåben

Indledning

Et fremtrædende medlem af Arma Danias redaktørgruppe, bosiddende i Norge, hvor de fleste våbenhistorisk interesserede beskæftiger sig med skydevåben, er begyndt at samle på blankvåben. Derfor har han efterlyst en artikel, som han mener passende kunne hedde ”Swords for Dummies”. Jeg skal gerne forsøge at give en kort introduktion til emnet for den mere uerfarne samler, men må straks gøre opmærksom på, at den ikke vil bringe noget af interesse for mere erfarne blankvåbensamlere. Samtidig må det siges, at min egen interesse for emnet mest har med kunsthåndværk og kunstindustri at gøre, mens det krigeriske aspekt af disse våbens anvendelse træder noget i baggrunden.

I den tidsperiode, som er aktuel for de fleste samlere, tiden fra slutningen af 1500-tallet og til idag, er blankvåbnenes praktiske betydning aftaget, samtidig med at skydevåbnenes betydning konstant voksede. Når jeg ser på de våben, der hænger på væggene, ved jeg, at selv om det er militærvåben, så er det kun en mindre del af dem, der har været båret i en krig, og sandsynligvis endnu færre, som faktisk har hugget eller stukket til en fjende.

Igennem 1600-tallet havde de militære blankvåbnene stadig en væsentlig betydning for både fodfolk og rytteri, fordi skydevåbnene med deres luntelåse og siden hjullåse var tunge og langsommelige i brug. Men med indførelsen af lettere musketter med flintelås og udbredelsen af bajonetter mindskedes blankvåbnenes betydning for infanteriet hen mod slutningen af 1600-tallet. Ved midten af 1700-tallet var fodfolkets kårder efter preussisk forbillede erstattet af korte sabler eller hirschfængere, som havde så lille en praktisk betydning, at man f.eks. i den danske hær ophørte med at bære dem, mens de engelske tropper i Nordamerika i krigene mod franskmændene i vid udstrækning erstattede dem med en let økse, som dog i det mindste kunne bruges til praktiske formål i feltlivet. Da de korte fodfolkssidevåben dukkede op igen under Napoleonskrigene, synes de kun at blive båret, fordi en soldat da per tradition gik med sabel – de var blevet en del af påklædningen mere end en del af bevæbningen, og jeg mangler stadig at se et slagbillede fra den tid, hvor en infanterist bruger dem i kamp. Dog fortsatte officererne, som ikke var udstyret med et gevær, at anvende kårde eller sabel, dels som værdighedstegn, dels som kommando- og forsvarsvåben i felten.Add block

Dette billede har ingen alternativ tekst; filens navn er 1297081332-1024x554.jpg

Udviklingen indenfor rytteriet var en helt anden end i infanteriet. At benytte forlade-skydevåben til hest var lidet effektivt, så rytterens hovedvåben var helt op til slutningen af 1800-tallet et blankvåben: kårde, pallask eller sabel, hvis udformning nok var underkastet skiftende modeluner, men først og fremmest stadig udvikledes som et praktisk våben.

I første halvdel af 1600-tallet var blankvåbenfremstilling et egentligt håndværk, for selv om klinger mest blev fremstillet af klingesmede i større centre som f.eks. Solingen, blev fæster fremstillet individuelt eller i små serier af lokale sværdfegere i de større byer. Fra midten af 1600-tallet gik man fra at leje regimenter i tilfælde af krig til at have en stående hær udrustet med ensartede, reglementerede våben, som blev fremstillet af medlemmerne af sværdfegerlauget i større serier, først til de enkelte regimenter, senere som ensartet udrustning til grupper af regimenter. Ved store amskaffelser kunne hele leverancen eventuelt blive bestilt i udlandet, ellers var der tale om lokalt håndværk, som efter behov kunne suppleres ved at sværdfegerne indkøbte dele udefra. I sidste fjerdedel af 1700-tallet blev våbenfremstillingen industrialiseret, her i landet med oprettelsen af Kronborg Geværfabrik og Frederiksværk. Antallet af selvstændige sværdfegere svandt ind, men nogle kunne dog klare sig i konkurrence med gørtlerne til over midten af 1800-tallet ved at levere individuelle våben til officerer og embedsmænd, som betragtede forskrifterne om reglementerede våben som vejledende mere end bindende.

I dag, hvor sidevåben kun er noget man ser, når garden går gennem byen, til militære ceremonier eller til nytårskuren, kan det være vanskeligt at forestille sig en tid, hvor såvel militære som medlemmer af adelen og det bedre borgerskab gik med et sidevåben som en naturlig del af den daglige påklædning, og selv studenter og håndværkere lejlighedsvis gjorde det samme.

De enkelte typer af blankvåben

For den periode, der her er tale om, kan blankvåbnene deles op i kårder, sabler, pallasker, skibshuggerter og hirschfængere. Det lyder umiddelbart nemt nok, men som altid med den type opdeling, skal det vise sig at være knap så simpelt i almindelig sprogbrug. Faktisk deler de officielle betegnelser på en række våben et åndsfællesskab med en svensk sondring mellem sild og strøming, som i en forordning fra 1940´erne er formuleret således (i oversættelse): ”Sild er sild, som fanges i Kattegat nord for Kullen. Strøming er sild, som fanges i Østersøen syd for Kullen. Den, der kalder sådan sild for sild, er hjemfalden til dagsbøder.” Men i pricippet kan man definere de forskellige typer sådan:

En kårde har en lige klinge og et fæste, som består af en parerstang eller en parerplade, eventuelt suppleret med en håndbøjle og nogle sidebøjler. Grebet er anbragt i lige forlængelse af klingen og afsluttes øverst af en knap, der som regel er kugle- eller ægformet, men i øvrigt kan have andre former.

En sabel har en krummet klinge. Fæstet består af en parerstang eller en parerplade, som regel suppleret med en håndbøjle og eventuelt sidebøjler, Grebet er bøjet mere eller mindre fremad i forhold til klingens længdeakse, og det har et nakkestykke af metal, som kan dække det bagerste af grebet og danner en hætte over toppen af grebet.

En pallask er et våben med en lige klinge monteret i et sabelgreb.

En skibshuggert kan have enten en krum eller en lige klinge, der er ret kort. Fæstet har enten en parerstang med en opadbøjet plade på ydersiden eller det består af en parerplade, der er bøjet op fortil som en art håndbøjle. Grebet kam være afsluttet med en knap eller en oval plade.

En hirschfænger er et kort sidevåben med en lige eller let krummet klinge monteret i et fæste, som består af en kort parerstang og eventuelt en mindre, nedadbøjet plade og en håndbøjle, samt et lige eller let fremadrettet greb afsluttet af en plade.

De enkelte dele af et blankvåben:

Klingen må siges at være den vigtigste del af våbnet, selvom det næsten altid er fæstet man ser afbildet. Den skarpe del af klingen er fremstillet af ret sejgt stål med et lavt kulstofindhold, som er smedet ud i den ønskede facon. I den ende, som kommer til at vende mod fæstet, er der påsvejset et stykke af smedejern, som dels omslutter det øverste af selve klingen, dels fortsættet i angelen eller grebstungen, som går op gennem grebet og øverst er nittet fast på fæstet. Formålet med af fremstille de øverste 5-6 cm af klingen og hele angelen af smedejern er, at jernet er mere sejgt end stålet og derfor bedre tåler slag og vred, som kommer fra brugen af klingen.

Mange klinger har nærmest fæstet en kortere eller længere kraftig del uden slibning, klingebrystet, som støtter mod parerstangen eller parerpladen. Derpå følger den del af klingen, hvor stålet er omsluttet af smedejern, som er den del, der bruges til at parere med (forten eller pareren); på mange militære klinger vil man kunne se, at denne del af klingen er poleret og pudset på tværs, mens resten af klingen er poleret på langs. Klingen kan være tveægget på kårder og pallasker, eller enægget med en flad eller afrundet ryg, hvor det kun er det yderste stykke, som også er skarpslebet på rygsiden. Formmæssigt styrkes klingen ofte med en hulslibning.

Fæstet er den del af blankvåbnet, som varierer mest i opbygning. I stedet for en mere eller mindre uforståelig beskrivelse af de forskellige typer henvises til de følgende fotos.

En konstant del af fæstet er naturligvis grebet, som oftest er fremstillet af træ beklædt med læder eller rokkeskind, eller omviklet med metaltråd. I de to ender af grebet afsluttes beklædningen med metalbånd eller en krans af snoet og flettet metaltråd, et såkaldt tyrkerknob. Nogle messingfæstede våben har et greb støbt i messing, hirschfængere har ofte et greb af hjortetak, og endelig ses ben og elfenben anvendt til greb. Kårdefæster afsluttes altid øverst af en knap, der som regel er ægformet eller kuglerund, men formen kan variere meget. Oven på knappen sidder en nitteknob, hvor angelen er nittet til fæstet. Sabler og pallasker, som har et frenadbøjet greb, har normalt et nakkestykke af metal langs grebets rygside, og nakkestykket afsluttes øverst af en hætteformet del over det øverste af grebet, hvorpå der kan sidde en nitteknop.

Skeden kan være fremstillet af læder, ofte med to træspåner indvendig, og med udvendige eller indvendige beslag. Disse beslag er er mundblik og en dupsko. Hvis våbnet bæres i en sværdtaske, er der til mundblikket loddet en hage, mens bæring i et gehæng kræver en bærering fæstnet til mundblikket og en ring fæstnet til et mellemblik. Især ryttervåben, men også andre, har skeder fremstillet af jern eller messing, med et mundblik, som er skruet fast på skeden, og som oftest er forsynet med to plader, der klemmer mod det øverste af klingen. Udvendig på skeden er påloddet et eller to metalbånd, som hver holder en bærering. Læderskeder bliver stive og kan skrumpe med alderen, de knækker derfor nemt og skal behandles med varsomhed; f.eks. skal de altid holdes lodret eller støttes i hele længden på et bord, når våbnet trækkes ud af skeden. Tit er de gået til, og det eneste spor efter dem er de rusttæringer, som læderet har forårsaget på klingen. I tidligere tiders ophængninger af blanlvåben til dekoration brød man sig ikke om at have skederne med, så de blev lagt af vejen på loftet og endte med at forsvinde. Derfor optræder mange våben i dag uden skeder, og prisforskellen på et våben med eller uden skede kan være betydelig.

Kården

For nu at vende tilbage til de enkelte typer af sidevåben, som de blev brugt i Danmark-Norge, så er kården karakteriseret ved sin lige klinge og sit lige greb afsluttet af en fritstående knap. Klingen kan være enægget eller tveægget med en spids, der ligger i klingens midterakse. Klingens form varierer meget. Trekantede klinger, med et tværsnit med en høj ryg og to buede flader på ydersiden, og en dyb, bred hulning på indersiden, kendes fra sidst i 1600-tallet og frem. Det giver en let og nemt bevægelig stødkårde.

Tveæggede klinger med ovalt tværsnit og eventuelt en kort, midtstillet hulslibning på begge sider (som den norske dragonkårde M. 1698) var almindelige i 1600-tallets sidste fjerdedel, hvor man også finder klinger, som øverst ved fæstet er af ovalt tværsnit, for så at blive sekskantede, med en flad midte og to skrå flader mod æggen. Også kårder med et rhombisk tværsnit og skarp midtribbe eller med sekskantet tværsnit med affladning langs midtlinien kendes fra denne periode. Trekantede klinger og klinger med en midtstillet hulslibning fortsætter op i 1800-tallet, og fra begyndelsen af 1700-tallet dukker enæggede kårdeklinger med en lang, bred hulslibning op.

I 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet skelnede man mellem hugkårder og stikkårder, alt efter, hvor bred og tung klingen var. Senere var alle kårder beregnet til at stikke og støde med. De danske militære kårder amvendtes både af fodfolk og ryttere, og som regel er klingerne længst på rytterkårderne. Fæsterne er enten af jern eller af messing (senere eventuelt af tombak, som er en rødligere legering end messing). Jernfæster var som regel noget billigere at fremstille end messingfæster, men havde den svaghed, at de rustede. Derfor er gamle jernfæster som regel sortbrændte ved at blive glødet op og afkølet i olie (som 1701-kården), eller de er slet og ret sortmalede. Fra slutningen af 1600-tallet blev mange af kårdemodellerne fremstillet med messingfæster.

Sablen

Sablen kendes på den mere eller mindre krumme klinge, som kom til Europa fra Nærøsten og Tyrkiet i 1500-tallet.

I begyndelsen så man de krumme klinger i europæiske kårdefæster, men snart fangede man ideer om, at en krummet klinge for at være effektiv skal kombineres med et fremadbøjet fæste. Det var dog først sidst i 1700-tallet, at sabler blev mere almindeligt udbredt i Vesteuropa, men så udkonkurrerede de til gengæld kårderne indenfor militæret. Sabelklingens krumning gør, at den i hugget skærer sig igennem hvad den rammer på en langt mere effektiv måde end en lige klinge. I en kamp med en mand bevæbnet med et stødvåben har modstanderen med en sabel den fordel, at han efter en parade har muligheden for at hugge under modstanderens klinge, før han får den trukket tilbage. Hvor krum en sabelklinge skulle være, blev diskuteret indtil man ikke længer brugte sabler til andet end ceremonier. Den ideelle skærende sabel skal have en markant krumning og et tyngdepunkt, der ligger så langt fra fæstet, at der kraftigste hug kan udføres med den yderste fjerdedel af klingen. Hvis man ønsker, at klingen også skal kunne benyttes til stød, skal krumningen være mindre, og tyngdepunktet ligge nærmere fæstet. Begge muligheder har haft sine fortalere, også her i landet, men den af vore sabler, som fik størst succes, var ryttersablen M. 1843, som kun havde en let krumning, men dog aftvang sig respekt hos modstanderne både i Treårskrigen og i 1864. Modsat brugte englænderne i Napoleonskrigene en sabel for let rytteri, som havde en markant krumning og en eminent skæreevne, som modstanderne frygtede og Englands allierede, specielt Preussen, kopierede under navnet Blüchersablen.

Pallasken

Pallasken, som kom til Vesteuropa fra Ungarn, er først og fremmest et ryttervåben med en lige klinge og et sabelfæste. Pallasken blev introduceret i Danmark med grenaderpallasken M. 1702, som i approbationsskrivelsen blev omtalt som en sabel.

Efter nederlaget ved Helsingborg i 1710 fik rytteriet pallasker og fortsatte med at have denne våbentype indtil M. 1773 blev indført (og de fleste af de seneste pallasker, M. 1750, blev sendt til Norge). Også flådens højere officerer brugte en meget smuk pallasktype, som gik under navnet en skipperpallask. Med indførelsen af ryttervåbnet M. 1773 begyndte den våbenmæssige navneforvirring for alvor. M. 1773 er typemæssigt en tung rytterkårde, men da man nu var begyndt at kalde rytteriets sidevåben for en pallask, fortsatte man med det, som man også gjorde med Dragonpallask M. 1785 og de senere rytterkårder af samme type. Først med Kyrasserpallask M. 1831 er man tilbage ved en egentlig pallask. På denne tid begyndte man igen at anvende pallasker ved infanteriet i form af Underofficerspallask M. 1831 og forskellige officerspallasker, som bar tidens sabelfæster forsynet med en lige klinge. Også flådens korpssabel M. 1812 og flere lette infanteriofficerssabler fra omkring år 1900 er efter definitionen pallasker selvom de officielt betegnes som sabler. Så pallasken blev indført under navnet sabel og afskaffedes under samme navn, mens man i mellemtiden også kaldte rytterkårder for pallasker.

Skibshuggerten

Som navnet antyder, er skibshuggerten beregnet til brug på orlogsskibe i tilfælde af entring eller under landgangsoperationer. Den blev ikke båret til daglig, men opbevaredes på skibene som en del af deres udrustning. Huggerternes fæste er ganske enkelt, enten en kort parerstang, der går over i en håndbøjle, og på ydersiden har en opadbøjet plade, eller fæstet består af en jernplade, der fortsættes op mod toppen af grebet fortil (som f.eks.på M. 1849). Ofte brugte man at dække fæstet med flettet tovværk som en yderligere beskyttelse af hånden. Een tidlig huggert, den internationalt brugte type med bengreb, havde en krummet, bred men tynd klinge med smalle hulslibninger langs rygsiden. De øvrige danske huggerter har lige, enæggede klinger. Vores kendskab til danske huggerter fra før 1807 er desværre ret så sparsomt, da englænderne tog alt med sig fra Holmen efter Københavns kapitulation, deriblandt beholdningen af huggerter.

Hirschfængeren

Dette sidevåben stammer fra den lange kniv med en lige klinge og en lige eller S-formet paperstang, som brugtes til jagt (se f. eks. hirschfænger for herregårdsskytter M. 1848). De militære hirschfængere havde som regel et fæste, hvor parerstangen går over i en håndbøjle, og under parerstangen er anbragt en nedadbøjet plade eller (på den norske skiløberhirschfænger) en flad plade. Hirschfængere har været brugt af artilleriet og af jægertropper.

Blankvåbnene som soldatens værktøj og som kunsthåndværk

Medens blankvåbnene faktisk blev brugt i kamp, skulle de naturligvis være praktiske og velegnede til deres specifikke formål. Men samtidig blev der lagt vægt på, at de reglementerede våben gerne skulle være smukke og tilfredsstille den enevældige konges behov for gennem sit militær at hævde sin status. Endelig måtte de helst ikke være for dyre, for staten manglede konstant penge. Man har haft skiftende held med at forene disse krav. En del våben, som 1701-kården og de fleste af de jernfæstede pallasker må nok kaldes

Dette billede har ingen alternativ tekst; filens navn er 1297085775.jpg

mere praktiske end kønne, mens de store kurvefæstede rytterkårder (pallasker) fra den sidste fjerdedel af 1700-tallet var mere smukke end praktiske. Men generelt må man sige, at rigtig mange af de dansk-norske blankvåben har været godt design, som på en afdæmpet måde har fulgt tidens skiftende stilarter både i fæstets udformning og i de ætsede klingedekorationer. Blandt officersvåbnene er der grund til at fremhæve de meget smukke pallasker, som blev båret af både søofficerer og hærens officerer gennem store dele af 1700-tallet. Også en officerssabel som M. 1789 og officerskården fra 1837 fortjener at nævnes, medens jeg personligt helst forbigår Frederik d. 6. officerssablerne med et løvehoved på en lang hals i tavshed. Fra slutningen af Treårskrigen og i lang tid frem var selvstændigt dansk design trængt i baggrunden, fordi man af økonomiske årsager benyttede den store mængde våben af tysk oprindelse, som man ovdertog efter de slesvig-holstenske oprørere, og efter de var slidt op, var blankvåbnenes æra mere eller mindre slut, og tilbage var kun ret uinteressante vedhæng til uniformen. Dog skal det siges, at den nu brugte officerssabel M. 1950, som bygger på 1843 ryttersablen, er et smukt våben ligesom søofficerssablen, hvis udseende ligeledes går tilbage til midten af 1800-tallet. Men smag og behag er forskelligt. Prøv selv at se nærmere på blankvåbnene i Arma Dania.

Nogle få råd til den kommende blankvåbensamler

Et krav, man må stille til de våben, der skal indgå i ens samling, er, at de er ægte. Som det kan ses på VHS hjemmesidens forum om forfalskninger, er der desværre mennesker, som dels opfinder fantasivåben, som aldrig har eksisteret, dels prøver at sælge samlerne våben sammenbragt af forskellige dele, som aldrig har hørt sammen. Et råd i den forbindelse er: hvis hvad der skal være et reglementeret våben ikke findes på Arma Danias liste, så er det nok fordi det aldrig har eksisteret. Jeg ved godt, at dette ikke er helt dækkende, der dukker nyt frem, men det sker så sjældent, at en begyndende samler gør bedst i at se bort fra den mulighed, hvis han ikke kender en ekspert, der kan rådgive ham. Lidt anderledes stiller det sig med officersvåben, som er privat anskaffede og absolut ikke altid fulgte de officielle forskrifter. Her må man samle sig noget erfaring og viden, og det kan til tider koste lidt fejltagelser at få fornemmelsen.

Som samler vil man tit komme ud for våben, som for så vidt ser rigtige nok ud, men som i nutiden er samlet af et løst fæste og en løs klinge. Her vil man høre det argument, at disse enkeltdele jo lige så godt kunne være blevet sat sammen dengang disse våben blev fremstillet, og det kunne de måske også, men de blev det altså ikke. Vil man have et helt igennem originalt våben, må man lære sig at se på, om slid og tæring på fæste og klinge stemmer overens. En meget slidt klinge i et perfekt fæste eller omvendt er et faresignal. Se også grundigt på nitten øverst på fæstet med en lup. Er nittens overflade naturligt tæret eller har nogen givet den en gang jernklorid og lidt hakker, der skal ligne ar efter rust?

Indenfor alt militær er pudsning en yndet disciplin. Våben skal naturligvis holdes rene, men specielt på messingfæster koster den megen pudsning tab af materiale. Hvad der er pudset af i tidens løb, kan vi jo ikke gøre noget ved, men vi kan prøve at undgå yderligere skader. Der er to ”skoler” hvad angår pudsning. Den ene, som er fremherskende i England og specielt i USA, fraråder pudsning og fremhæver charmen ved gammel, naturlig patina, og det i en grad, så man kan have nogle handlende i de lande mistænkt for at skabe denne patina kemisk. Den anden skole ser sådan på det, at et militært våben i sin tjenestetid altid skulle fremstå nypudset, og derfor vil de også gerne se blanke våben på deres vægge. Har man det sådan, bør man bruge det blidest mulige pudsemiddel, og det er ikke Brasso og andre ret slidende midler. Mange anbefaler et middel som Autosol, men prøv også at se, hvor langt man kan komme med terpentin eller sprit på en blød klud. Det kan specielt anbefales på forgyldte fæster og på klinger med blånering, som hurtigt kan ødelægges ved energisk pudsning.

Dette billede har ingen alternativ tekst; filens navn er 1297093985.jpg

Billedkreditering:

Indledning: Hestgarden udskibes fra Korsør på vej til Slesvig i 1848. Maleri af Otto Bache 1888. Kongehuset.

De enkelte dele af er blankvåben, Klingen: Officerskårde M. 1837, foto: KWP

De enkelte dele af et blankvåben, Fæstet: Jægerhirschfænger M. 1760, foto:Forsvarsmuseet, Oslo. Skiløberhirschfænger M. 1749, foto: Trond Bækkevold. Grenaderpallask M. 1702, foto: Henrik Vensild. Rytterofficerskårde M. 1798, foto: Kim Larsen. Kyrasserpallask M. 1831, foto: KWP. Kavalleriofficerssabel M. 1843, foto: KWP. Tessak type E, foto: Forsvarsmuseet, Oslo. Tessak type D, foto: Forsvarsmuseet, Oslo. Artilleriofficerssabel M. 1837, foto: KWP.

Kården: Dragtkårde omkring 1720, foto: KWP.

Sablen: Officerssabel omkring 1800, foto: KWP.

Pallasken: Rytterpallask M. 1750, foto: KWP.

Skibshuggerten: Skibshuggert omkring 1700, foto: Kim Larsen.

Blankvåbnene som soldatens værktøj og som kunsthåndværk: Vifte med seks rytterkårder og en pallask, foto: KWP.

Slutvignet: Kårde for Livgarden til Hest M. 1684, foto: Jens Refstrup, Museet Empiregården, Stege.

Beslægtede artikler:

Lidt om Officerssabel M1950, Kay W. Petersen

Arma Danias oversigt over danske reglementerede blankvåben, Kay W. Petersenn

Kårder for Livgarden til Hest 1684 – 1710, Kay W. Petersen