Lidt om officerssabel M. 1950
Af Kay W. Petersen
Officerssablen M. 1950 er vel den første danske militærsabel, der udtrykkeligt er skabt til ceremonielt brug. Denne smukke sabel med forgyldt eller førsølvet fæste har dog mere krigeriske aner, der går langt tilbage i tiden. Grebet med det kantede nakkestykke kan således følges tilbage til 1831, og kurven med en rille langs kanten, klingen og skeden peger tilbage til rytterofficerssablen M. 1843. Her skal gives et kort rids af ”familieforholdene”.
I 1830-erne prøvede Den bestandige Geværkommission at indføre nogle sidevåben for rytteriet og de beredne artillerister, som havde et ensartet præg, idet de var skabt ud fra samme grundlæggende design. En prøvesabel for let kavaleri blev godkendt i 1834, men dog ikke sat i produktion.. Den fulgtes af approberede modeller af en officerssabel for let kavaleri fra 1837, Artilleriofficerssabel M. 1838, Kyrasserpallask M. 1838 og endelig Sabel for let Kavalleri M. 1839. De fælles træk var den ovale parerplade med en bagudretter, oval flig, en kurv af bøjler og for sablernes vedkommende et nakkestykke med krydsfiling øverst og en hætteformet afslutning, som omsluttede grebets øverste, fremadtrukne del. Sablernes klinger var ret stærkt krummede og var, ligesom fæsterne, beregnede til hug men egnede sig ikke til stød. Pallasken for kyrassererne adskilte sig ved som stødvåben at have et andet, mere lige greb med et kanelleret nakkestykke, helt som på Hestgardepallasken M. 1831.
Det var smukke våben, men tunge og dyre at fremstille på våbenfabrikken i Frederiksværk, bl.a. fordi BGC insisterede på, at bøjlerne skulle smedes sammen med parerpladen, og ikke blot loddes fast. Grundmodellen, som trods det sene tidspunkt for dens ibrugtagning var den lette kavelerisabel M. 1839, blev mødt med en del kritik fra de regimenter, der havde den til afprøvning. Skeden var for tynd og blev let beskadiget, klingerne var for skøre, den indvendige bøjle gjorde sablen svær at føre til hest, og grebets udformning gjorde, at sablen var vanskelig at hugge med, da den havde en tendens til at dreje i hånden under hugget. Kritikken var så alvorlig, at Collegiet i begyndelsen af 1842 trak den sidste bestilling til fabrikken i Frederiksværk tilbage, så der i alt kun blev fremstillet 937 sabler af M. 1839. Disse sabler tildeltes 2. Dragonregiment.
Kyrasserpallasken M. 1838 blev leveret i 100 eksemplarer og sendt til afprøvning ved to kyrasserregimenter, som fandt den for tung for mandskabet. Der blev herefter ikke fremstillet flere af disse pallasker før kyrasserregimenterne blev nedlagt ved hærordningen af 1842. 50 eksemplarer blev efterfølgende anvendt af Hestgardens ekserserskole.
Den bestandige Geværkommission havde således ikke nogen stor succes med de ryttervåben, der blev udviklet i 1830´erne. Derfor søgte man nu at skabe en bedre og billigere ryttersabel. Fæstets kurv blev efter inspiration fra en sabel fra Sardinien en buet stålplade med en dråbeformet udskæring. Grebet blev en kopi af grebene på de to rytterpallasker M. 1831 og 1838, og klingen blev kun svagt krummet, så den, ligesom grebene, var velegnet både til stød og til hug. Forsøgene med denne sabel førte til kavellerisablen, der blev approberet i april 1843. M. 1843 var det første danske blankvåben, som var ens for mandskab og officerer, bortset fra, at officerssablen var lidt lettere end mandskabssablen. Dog havde officerssablen en blomsterformet roset omkring nitningen, og kurven havde en indslebet rille langs kanten; yderligere var kurven og skeden var blankpoleret.
Denne ryttersabel viste sig at være endog særdeles vellykket og stod sig så godt i Treårskrigen 1848-50, at de slesvig-holstenske oprørere efterlignede den og fik den fremstillet i Solingen. På grund af den respekt, der stod om ryttersablen M. 1843, fik mange artilleri- og ingeniørofficerer fremstillet lignende sabler, men med messingfæste, hos private sværdfegere. Det var da også en sabel af denne model, arbejderne på Frederiksværk skænkede artillerigeneral de Meza som en anerkendelse for hans indsats under Treårskrigen.
I 1852 fik Livgardens officerer en tilsvarende sabel, modelleret efter ryttersablen, men med sølvfæste og læderskede med tre sølvbeslag i stedet for rytteriets stålskede. Hele rytteriet, dvs dragoner og husarer med undtagelse af Livgarden til Hest brugte nu sabel M. 1843 frem til 1894. På det tidspunkt var mange af de gamle sabler slidt ned efter at have deltaget i to krige. Man supplerede dem derfor med en ny model, som kun afveg fra den gamle derved, at klingens angel var fastgjort til fæstet med en lukket møtrik i stedet for en nitning, og yderligere fastholdt ved en nitte gennem greb og angel. Skedens mundblik blev gjort tragtformet. I 1898 ændredes føringsmåden, således at sablen var fastspændt på hesten, og i den forbindelse fjernedes den nederste bærering på skeden.
I 1910 blev en sabel, som ikke afveg væsentligt fra de tidligere ryttersabler, normeret for faste befalingsmænd af rytteriet, og i 1911 fik Livgardens officerer den gamle sølvsabel erstattet af en tilsvarende sabel med forniklet fæste. Efter erfaringerne i 1. Verdenskrig blev rytteriets skarpslebne krigsreserve af sabler i 1925 bruneret og kaldtes derefter sabel M. 1925, men det var trods navneændringen stadig den samme sabel. Hele beholdningen af disse sabler (krigsreserven) blev taget af tyskerne efter 29. august 1943.
Officielt var ryttersablen M. 1910 og Livgardesablen M. 1911 den brugelige officerssabel indtil indførelsen af den nuværende sabel M. 1950, men allerede i 1920-erne og trediverne anskaffede rytterofficererne lettere, forniklede eller forkromede sabler af samme facon fra Seifert eller Magasin du Nord til ”pænt brug”, og mange officerer fortsatte med at bruge disse ureglementerede sabler efter 1950.
I bestemmelserne for sabel M. 1950 er der gjort meget ud af, hvem der må bære sablen, og hvordan den skal bæres. Sablen er beregnet til parader og andre ceremonielle begivenheder så som nytårskur, og når sablen er anlagt, skal officeren bære hovedbeklædning og handsker, og må ikke bære på en mappe eller en pakke. Ikke noget med at smutte indenom i Brugsen efter noget på vej hjem fra kur! I de oprindelige bestemmelser står også, at kvindelige befalingsmænd ikke må bære sabel. Det er dog siden blevet ændret, så der nu er ligestilling på dette område.
Beslægtede Artikler:
Arma Danias oversigt over danske reglementerede blankvåben, Kay W. Petersenn
En grundlæggende indføring i blankvåben, Kay W. Petersen
Kårder for Livgarden til Hest 1684 – 1710, Kay W. Petersen