Bent Faurschou-Hviid, alias ”flammen”.
f. 07.01.1921 – d. 18.10.1944
 

af Anders Thygesen.

 

En af Danmarks største og mest kendte modstandsfolk og likvidatorer, den ene halvdel af duoen ”Flammen” & ”Citronen”, fandt ene mand en heroisk død i kamp mod tyskerne. Med hans endeligt blev endnu en legende skabt. Da ”Citronen” kun få dage før under lignende omstændigheder mistede livet i en voldsom ildkamp med Gestapo, var ”Flammens” død i sagens natur et dobbeltslag mod modstandsbevægelsen.

 
Samme dag som ”Flammen” kommer tilbage fra en opgave i Århus får han besked om ”Citronens” skæbne og nyheden rammer ham hårdt. Han besluttede på baggrund af de seneste dages hændelser at tage tilbage til Jylland og forsætte arbejdet derfra i det han følte sig mere tryg der. Efter at have tilbragt et par dage i Tisvilde tog han til Bellevue Strandhotel hvorfra han om morgen den 18. oktober besluttede sig for at tage til København.
 
Han aftaler at mødes med Elisabet Bomhoff på Nationalmuseet for at spise frokost. Stemningen er trykket og ingen er rigtigt sig selv, de kunne ikke rigtigt være virksomme da de skulle holde lav profil og egentligt bare have tiden til at gå til om aften hvor "Flammen" skulle tilbage til Jylland.
 
Om aftenen er de på besøg hos vennerne Erik og Elsa Nygaards villa på Strandvejen 184. Mens de øvrige sidder om kaffebordet og sludre går ”Flammen” og Erik Nygaard op på første sal for at tale fortroligt sammen. Da klokken bliver ca. 22:00 er selskabet ved at bryde op, men pludselig bliver der ringet længe og vedvarende på døren efterfulgt af råbet "Aufmachen" akkompagneret af en voldsom banken og sparken på døren. ”Flammen” springer straks op på første sal igen, åbner et vindue for at springe ud på det flade tag, men bliver i det samme beskudt med maskinpistoler nede fra haven hvilket tvinger ham tilbage ind i huset.
 

De øvrige i selskabet, Erik og Elsa Nygaard, Helmer Bomhoff, Elisabeth Bomhoff og hendes svigerfar, er blevet linet op med hænderne over hovedet i hallen og bliver her bevogtet af et hold tyskere mens et andet stormer op af trappen til første sal. I modsætning til ”Citronen” har ”Flammen” ingen våben at sætte sig til modværge med, da han kun få dage forinden havde deponeret dem ved dennes sygeleje. Han indså straks det håbløse i situationen og valgte derfor den ultimative udvej og indtog sin cyankalium pille. Han havde lige som ”Citronen” svoret aldrig at lade sig tage i live, og som ”Citronen” var han en mand af ord.

 

Da tyskerne nåede op på første sal udbrød de et jubelskrig og de turde næsten ikke tro deres eget held. ”Flammen” lå på gulvet og var bevidstløs, de tog ham om anklerne og slæbte ham ned af trapperne, øjensynligt i et forsøg på at vække ham til live. De uhyggelige dunke lyde der fremkom for hver gang hans hoved ramte de tæppe beklædte trin og synet af hans skjorte der blev krænget længere og længere op for slutteligt at dække han ansigt var næsten ikke til at bære for hans venner. Da de havde trukket ham ned i stuen smed de ham foran Elisabeth Bomhoff og da hun kiggede ned på ham lå han og stirrede med vidt åbne øjne op i loftet, ”Flammen” var død.
 

Efterfølgende blev de alle anholdt og mens mændene og Elisabeth Bomhoff blev kørt til Dagmarhus fik Fru. Nygaard 30 minutter til at klæde deres to små sønner som stadig befandt sig på første sal på, og herefter blev huset sprængt i luften.

 Mindeplade opsat på muren til huset på Strandvejen 184 i Ordrup